Teddy er en hankat der kom til os et meget tidligt forår. Koldt og barskt var vejret. Jeg opdagede ham første gang i vores udhus, da jeg skulle hente noget derude. Han havde opdaget nogle gamle hynder, hvor han kunne ligge og sove uforstyrret, da vi ikke næsten ikke kommer der om vinteren. Jeg blev lidt forbavset da jeg så ham, for jeg havde ikke set ham før. Jeg plejer at vide når der er fremmede katte der færdes hos os. Om ikke andet, så fordi vores katte tydeligt viser når der er andre katte på deres territorie. Men ham her havde været meget diskret i sin færden. Han så utrolig sød ud, som om han havde bevaret sin troskyldighed fra han var killing. Der var også en forbavsende åbenhed i hans ansigt, som rørte mig dybt. Jeg kunne godt regne ud at han var hjemløs, for ingen kat der har et sted den kan få mad om vinteren, vil gå væk derfra. Vore blikke mødtes et øjeblik. Så slukkede jeg lyset igen og trak mig stille tilbage, jeg ville ikke forårsage at han blev skræmt og forlod sin lille rede på hynderne.

Derefter så jeg ham nu og da, men han forsvandt altid hvis jeg kom nærmere end et par meter. Der gik nogle uger og jeg kunne godt regne ud at han ikke bare var en strejfer, men at han ledte efter et nyt sted han kunne bo.

Jeg begyndte at give ham mad i udhuset hver morgen og aften, når jeg gik forbi med høvognen til hestene. En aften var jeg som vanligt ude med hø og stod blandt hestene, da jeg så ham komme målbevidst småløbende i udkanten af folden. Han havde hørt mig komme med høvognen og var nu forventningsfuld på vej ned til udhuset for at få den mad jeg havde sat til ham. Det var et ubeskriveligt rørende syn. Han satsede på vores sted. Jeg følte at hans liv lå i mine hænder, at det afhang af om jeg ville give ham mad og passe på ham. For det var en forskel på liv og død. Han var så sårbar og havde sikkert kæmpet længe for at overleve, det kunne ikke gå endnu en vinter. Jeg har gennem årene taget hjemløse katte til mig, hjulpet dem med alverdens fysiske og psykiske problemer, som er opstået fordi ingen har passet på dem, men overladt katten til sig selv, i en fejlagtig tro på at en kat altid kan klare sig selv. Det er langtfra sandt, det kan en kat ikke, den vil gå en smertefuld og trist skæbne i møde. Hver eneste gang er jeg blevet fuldstændig bjergtaget af deres vidunderlige personligheder og deres hengivenhed. Nydt at se dem udvikle sig, til på alle måder at blive smukke, smukke katte. Jeg besluttede at det var tid for ham at blive et nyt medlem af familien. Det kom til at give mange udfordringer i tiden der kom, for han havde aldrig været vant til at mennesker var tæt på ham, endsige rørte ved ham. Men jeg fandt en vej til hans fortrolighed og han er blevet et højtskattet medlem af vores familie.