Penquin Bloom – Den forunderlige lille fugl der reddede en familie

Ikke reklame. Bogen handler om en australsk familie, som bliver ramt at en voldsom ulykke, der kommer til at ændre deres liv for altid. Familien består af Cameron, hans kone Sam og deres tre sønner.

Det er Sam der kommer slemt til skade på en af deres ferier og vi følger hele familiens anstrengelser for at hjælpe Sam igennem et langvarigt hospitalsophold og efterfølgende genoptræning. Sam glider langsomt fra sin familie ind i  ensomhed og fortvivelse over sin situation. Drengene og deres far er ligeså kede af det og prøver hele tiden at få Sam til at få det bedre, men uden held.

En dag finder en af sønnerne en lille forpjusket fugleunge der er faldet ud af reden. At fugleungen i det hele taget har overlevet et fald fra dens rede  er utroligt. Familien beslutter at de vil forsøge at hjælpe fugleungen så godt de kan, de kalder hende Penquin. Det bliver en lang og svær opgave at passe den lille fugl, men Penquin får det trods alle odds bedre og bedre. Fællesskabet om at passe den lille fugl får stor betydning for hele familien. For Sam bliver Penquin en særlig hjælp og opmuntring da det er allersværest for hende at acceptere det der er sket.

Sidst i bogen har Sam skrevet om hvordan hun oplevede sin ulykke i tiden efter.  Det kan være inspirerende læsning for andre der har oplevet noget lignende som Sam gjorde. 

Der er mange fine fotos af Penquin og familie, hvilket giver bogen liv.