Svanerne

En vinterdag stod jeg som så ofte før på folden med mine heste. Omkring foldene er der fredskov til den ene side og granskov på de to andre, op mod den sidste side er der 6 høje grantræer på omkring 15 meter, hvor de nederste grene sidder så højt oppe at man mageligt kan gå under dem. Når jeg følger hestene fra stalden til folden, går vi under de majestætiske gamle træer, som har givet læ for mange storme.

Jeg var fordybet i naturen og hestene omkring mig, da jeg hørte en dyb melodisk trompet agtig lyd, to gange, med kort mellemrum. Det er så speciel en lyd at man næsten kan mærke vibrationer i kroppen. Der måtte være svaner i nærheden, flyvende svaner. Jeg hørte lyden igen og i det samme så jeg fire svaner komme flyvende i trætop højde over granerne i skoven mod syd. De fløj fuldstændig præcist på en lige linje efter hinanden. De havde fart på og kursen var sat til at flyve henover mig. Jeg havde al min opmærksomhed rettet mod dem og da de fløj hen over mig fik jeg et helt sug i maven af at opleve den ubesværede kraftfulde styrke de besad. Jeg kunne høre den syngende lyd af bevægelse deres kridhvide fjer og luften under deres vinger. Jeg drejede mig rundt efter dem og øjeblikket efter så jeg dem bagfra og kunne se hvordan deres halse var strakt frem og de drejede hovederne fra side til side for at observere eventuelle forhindringer, samtidig med at de kommunikerede højlydt med hinanden. De var så nærværende og samtidig så et med naturen. Uberørte, frie og uendeligt smukke.