Hvilke signaler giver du din hund ?

Bruger du din hunds navn som signal, når du gerne vil have den til at udføre en opgave. Det kan være at du vil kalde den til dig, eller bede den om at holde op med at grave haven, trække i linen og måske råber du også dens navn meget højt, når den har gjort noget den ikke skulle.

Det er ikke effektivt og hunden agerer ikke som du ønsker, fordi den ikke forstår hvad du vil have den til. Og med god grund, for den får det samme signal = dens navn hele tiden. Det kan også være at den i stedet for sit navn er kommet til at hedde Nej, Stop eller Ned. Grunden til det alligevel går med lidt held og mange gange med en del gentagelser af hundens navn, er det fordi hunde og mange andre dyr, er eminente til at aflæse vores kropssprog og tanker.

Hundens navn skal kun bruges for at få dens opmærksomhed, hvis du ikke har den i forvejen og derefter kommer signalet til det du gerne vil have hunden til at gøre.

Vil du have en dejlig nem hund, der med glæde gør det du beder den om, så skal du i gang med at finde en kompetent træner og så i gang. Det er ALDRIG for sent at begynde at træne med sin hund og jeg vil stærkt anbefale at gå i gang. At træne din hund er noget af det mest givende og sjove du kan gøre for din hund, dig selv og Jeres indbyrdes forhold. Jeg kan stærkt anbefale klikkertræning – det er nemlig virkelig sjovt både for hund og ejer.

Klikkertræning er en træningsmetode, der baserer sig på de videnskabelige indlæringsprincipper, operant betingning og en trinvis indlæring af nye færdigheder. Kort sagt, så lærer hunden at tænke selv, så den kan løse opgaven. Har den først lært hvad de forskellige signaler (ord) betyder, glemmer den det ikke, hvis du konsekvent bruger det samme signal. Men du skal med jævne mellemrum forstærke signalet med godbidder, sådan at hunden stadig finder det interessant at komme hen til dig, i stedet for feks. at snuse rundt efter alle de mange dejlige dufte der er i naturen.